[lunamaria]

Jeg har en god ven/kamerat som har kendt mig i 10 år. De

første par år, hvor jeg ikke fik pension endnu, var han sød og hensynsfuld
.
Forstod og kunne se når jeg havde det dårlig...( psykisk)

Han var også utrolig hensynsfuld omkring min panik i trafikken og tog det

stille og afslappet når angst anfaldende kom.

Meeeen ...i de sidste par måneder har det hele ændret sig..

Nu er der irritation hos ham når jeg bliver bange for noget..tag dig dog sammen , du skal jo bare gøre det så går det nok..øh jo ja...sikkert da.

Han har altid respekteret når jeg bad om at han skulle køre 80 og ikke overhale..

Jo og i dag, flere overhalinger og den sidste endte på 140 km hvor jeg meget højt sagde...gå ned i farten !!!

Jeg blev stiv af skræk og senere fik jeg at vide : Der var altså ingen grund til at du blev sur og ikke sagde noget mere..

Han sagde også at hvis det en anden gang var det samme "bøvl" så var det sidste gang vi var kørt sammen. Han var utrolig gal på mig.

Ja det var lidt om det med andre mennesker og sygdomme man ikke kan se. Det er som om de bliver glemt og forsvinder, hvis da bare man tager sig sammen og ikke skaber sig sådan..!!!!!!

Jeg er dyb skuffet over min ven og bliver meget i tvivl om jeg kan omgåes et menneske jeg ikke kan stole på, at han tror på det jeg siger..vil kunne stole på at de hensyn som skal tages også bliver taget uden at jeg skal sidde på nåle og være utryg...

håber ikke det var for forvirret ...men er bare så ked af det i dag.