Nærmest grædefærdig af glæde vel at mærke over at blive hørt - og så af så mange men så mange gode råd.
Af hjertet tak for jeres indlevelse, tid mv.
Jeg vil printe ud på mit lokale jobcenter og svare og vende tilbage - lige nu er jeg træt.
Jeg har været på socialkontoret for jeg får først socialhjælp - måske og muligvis om op til 15 dage og skulle så søge til diverse.
Men jeg kan da kort fortælle....
Jobcenteret havde i fredags sendt mig til forkert socialkontor - da jeg har haft en støtteperson ½ år efter en forgiftning mv...for omtrent 1½ år siden - så flyttede voksenteamet til en anden bydel og der kom nye ledere...de gad ikke læse hvad min gamle støtte skrev sort på hvidt( at jeg havde brug for to timer ugentligt) og jeg blev faktisk lodret syltet - imens jeg oven i alt ande sygdom - havde 2 lungebetændelser sidste år samt en medicinforgiftning og andre alvorlige infektioner..
Det er så dem jeg skal tale med igen.... suk
Jeg var for svag til at tage derop hele sidste år, og drønked af at de ikke bare læste hvad min støtteperson i efteråret 2009 have skrevet - men når jeg ikke ville "drikke kaffe" med de nye i voksenteamet, der havde alle papirer og sluterklæring mv fra min forrige støtte - ja - så kunne jeg bare få lov "at passe mig selv".
Jeg var simpelthen for psykologisk svag, og jeg sagde og siden SKREG - et ordret - både til dem og til Mikkel Warming og til ankenævnet..men intet skete. Jeg kunne taste når jeg var mest frisk men ikke så meget andet. Lægge håndledene på laptoppen og skrive...
Jeg havde dog to, tre forskellige sporadisk ganske kort sidste forår helt i starten - efter jeg som sagt havde haft en rigtig god støtte i efteråret 2009, der var der en smule bedring. Men nu ser her værre ud end før jeg havde hende.
Så kom en hjemmehjælpsvisitator forbi omkring midsommer, jeg var som en slatten karklud, men nu optimistisk optimistisk - ja hun kunne da godt se at alt var kaos - og - skrev jeg selv fandt på diagnoser - da jeg læste det røg der en raket med rendyrket sort had
imaginært - på tværs af min by i retning hende. Det gjorde mig bare så rasende og ked af det, at det slet slet ikke kan beskrives med ord.
Det man ikke kan se - det er nok ikke noget....
jeg har det med nu, til de flestes store undren! at gå rundt med fotografier på mig - af mig fra min barndom - efter i så mange år, at der er gjort regning uden vært både i hospitalsvæsen og ikke mindst kommunen, så er man i tvivl om man virkelig er sig selv. De smerter jeg har haft og det liv jeg lever det har jeg jo fået at vide jeg ikke lever - selvom lægeerklæringer og postbudet osv siger og ville sige noget andet. Mit postbud har været meget urolig og min lokale bibliotikar - min låsesmed mine naboer mv.
Jeg har måtte bide mig selv i armen. Men ombudsmanden er på det med kommunen nu, jeg cyklede derop med en stak fra af de tusinde papirer - fordi jeg har anket og ikke hørt et pip fra en Hummelsø eller hvad hun hedder i ankenævnet. En af hendes kollegaer tillod sig engang at skrive at at jeg sagde dette: "hun siger, hun har ondt i knæet" det var altså om mig...øh jeg har fået fjernet organ osv har en svulst - senskader fra hovedtraume, kronisk stofskiftesygdom osv...jeg fatter ikke at andre også kan holde det her ud, gad vide hvor mange der er døde helt konkret af denne fornedrende ikke-behandling??. Jeg fatter ikke, at det ikke er gået alvorligt galt i aggression mange steder - endnu. Det er så fornedrende, hvad man oplever. Hvad man som syg i DK kan være så uheldig at komme ud for at opleve..
Hjemmehjælpsvisitatoren skrev også nærmest som hånligt, at her var absolut kaos - men - at jeg ikke kunne få hjemmehjælp, jeg havde jo to arme og to ben... - OG beskrev i slet sarkastisk replik, hvordan jeg bare gik henover høje bunker overalt...
Hvad var logikken? jeg fatter intet. Skulle det være rart at bo sådan på snart tiende år? Mon ikke det er et udtryk for udbrændthed - træthed og magtesløshed i den forbindelse?
Min støtte i efteråret 2009 fik desværre nyt job. Det gik ellers en lille smule fremad - intil jeg blev moset ind i noget revalidering, i det efterår vedhj.a. en anden aktør.. så gik det helt af ******* til igen. Som min daværende gode støtte kunne se og opleve med et kvart øje og beskrev til sin chef.
Jeg gjorde mig umage og røg lige ned 7 skridt tilbage det var status så igen, og jeg fik samtidigt siden medicinforgiftning pga. jeg fik flere infektioner af stress og pist.. - ingen hjælp overhovedet og stadig ikke. Så hidkaldte jeg min gamle støtte, helt groggy og hun kom i december 2010 af sit gode hjerte - og var chokeret og ringede dem op...som de sagde i voksenteamet de nye onde der havde syltet løs.. - de var liiiiige ved at kontakte mig....
Så skulle jeg straks! til møde...straks det var i slutningen af januar - og der ville den nye vejleder være - for dissederet fysisk hjælp - det måtte jeg ikke få. Selvom bunkerne er imponerende
Guleroden var den nye, og hun lød sød og rar og fornuftig og kvik - så kom jeg derop, og så hende den nye rare og så hende den uempatiske der havde været med til at sylte mit liv, så at sige, sidste år - ..den nye der var sød - ærvelig bærvelig - det var så ikke lige hende jeg kunne få(hun var kun en gulerod)...så fik jeg en der kom ud til mig og var meget højrøstet, så højrøstet jeg blev helt bange og fik ondt i maven af hende. Hun sagde også, at det kunne kun ikke gøre ved, sådan var hun bare, og i øvrigt vidste hun godt hun ikke kunne være på lige god for med alle sine borgere....
Godnat tænkte jeg bare. God helt nat.
Så blev jeg bange og sagde tak for kaffe og fuldte min intuition. Nej tak, denne dame passer helt sikkert til nogle men ikke til mig - hun er sikkert rar - med andre... så vil jeg hellere gå fuldkommen til, for det var en særdeles ubehagelig oplevelse, og vedkommende sagde også hun have fuldt mig hele tiden på sidelininien i mine mails skrevet til de andre ledere i det nye voksenteam vel at mærke...det gjorde ikke sagen mere behagelig for mig at tænke på, at hun var en af dem, der havde syltet lystigt, imens jeg var sokkesyg og kaos´et i min bolig på hjemmefronten hobede sig op - hele sidste år...det er altså ret lang tid at blive syltet og samtidigt få at vide det første halvår....hjælpen er lige ved at være på vej...lige ved..og så nårh nej ikke alligevel..
Så ville de hidkalde VISO, efter møde i januar - og jeg har skrevet under i januar og INTET hørt fra hverken dem eller voksenteamet - nu vil skæbnen så at det igen er dem jeg er presset til at lade mig konfrontere med, i og med jeg ikke får noget kontanthjælp før sidst i marts, og ikke kan klare mig med det jeg har nu, hvor jeg overgår til kontant fra sygedagpenge. Jeg har ringet så her i dag fra det forkerte socialkontor hvor en rådgiver forbarmede sig efter jeg havde siddet i kø i 1½ time, med en propfuld hob af desperate mennesker i nød, og fantastisk nok har jeg så i det "voksenteam" tilsyneladende fået en spritny sagsbehandler(nummer 1111227) i det team og det er jeg da positiv over - så længe det varer. Men hun er på ferie
......en dag af gangen. I morgen går jeg til borgerrådgiveren, hvor jeg har aftalt møde, jeg ved ikke hvor jeg skal starte, men jeg kan ikke overskue det hele selv - jeg printer alle gode råd ud og svare mere detaljeret senere. Og tager alt med til både borgerrådgiveren og min ombudskontakt - jeg skal muligvis også sende nyt til ankestyrelsen - arbejdsskadenævnet har jeg også fået nyt fra der skal til min læge osv.. - beskæftigelsesankenævnet skal også have up to date breve fra kommunen - og forsikringsankenævnet hvor jeg også har en sag pga min gruppelivsforsikring også har trampet på mig, imens jeg lå allemest ned sidste år og forrige år mv...
Kommunekarrussel flagrende vindmølle og lille robåd uden årer inde i mit hoved.
Forresten trak jeg i nødbremsen i min a-kasse i dag havde ellers meldt mig ud - aner ikke hvordan jeg skal financierer den men jeg har fået at vide at jeg ikke skal være medlem af a-kasse af dem for at få sygedagpenge og jeg har fået det modsatte at vide andetsteds - så jeg tør ikke andet før jeg ved helt præcis hvad der er hvad.
Jeg er sendt på kontant efter mirakuløst mange år på sygedagpenge men når de ikke har fortalt mig hvad jeg så skal når resourceplanen ikke holde i den form de har udformet den - når de selv skriver jeg er uden arbejdsmarkedsperspektiv og har været igennem 2 arbejdsprøvninger og en revalidering hvor jeg brød sammen - hvad i hulen med min øvrige sygehistorie har de så tænkt sig - så må jeg jo endnu engang være udtagelsen der bekræfter reglen og går videre ind i 10 år på sygedagpenge eller ????
jeg er et stort spørgsmåltegn - hvad er det meningen man skal været uddannet til som syg i dette syge samfund? kan vi lære det i skolen ?
Af hjertet tak fordi nogle lytter - det er det bedste jeg har gjort at skrive her.
Min læge og min psykiater er forstående også - det er godt. Min familie er nærmest ude af billedet af mange årsager og vennerne...ja det kræver jo også sin ven at se på sådan en social deroute - jeg er sikker på, at det ligefrem har gjort for ondt på mange at fornemme en gnist af den magtesløshed man bliver offer for, og det også muligvis er derfor, at de glimrer ved deres fravær. Jeg forstår såvel - vi har alle vores udfordringer.
Ja tak for hvis du lyttede - nu jeg så helt piftet af udmattelse. Men også lidt lettet.
Beklager sjuskefejl og gentagelser.
Mvh
S.