Læste flg. kronik
http://www.b.dk/kronikker/indvandrer...oertidspension
En ting der springer i mine øjne er flg.
Så længe man ikke forstår, at et velfærdssamfund kun kan eksistere, hvis man er solidarisk, hvis hver yder sit og ikke sygemelder sig uden grund, opnår man intet.
Jeg vil siger, at det ikke kun er indvandrere, der ikke forstår velfærdssamfundets principper.
Da jeg i mit 1. liv kunne klare et arbejde, havde jeg også råd til flere ting. Eks.vis afslog jeg kørselsgodtgørelse til fertilitetsbehandling i Brædstrup, da jeg selv havde råd til at betale for kørslen, og derfor ikke mente at jeg behov for denne økonomisk støtte fra det offentlige.
Jeg er sikker på at der findes andre indfødte danskere, der har samme holdning som jeg. Man modtager ikke offentlige ydelser, med mindre økonomien afhænger af det.
Men desværre kender jeg også indfødte danskere, der tager alt de kan få, af offentlige ydelser. Uden at ha' behov for det.
Hvad er jeres holdning? Er det i orden at modtage offentlige ydelser, man reelt ikke har brug for, bare fordi loven giver en ret dertil?
