Bent Greve, prof. fra RUC og bringer i denne artikel diskussionen omkr. dejtailreformer op på rette hylde, nemlig om: vi fremover skal/vil beholde den danske velfærdsmodel og spørger hvor vidtgående dette brud med den nordiske velfærdsmodel skal være?
Og som også andre har udtrykt det, handler det reelt om vores velfærdsmodel har bygget på et solidarisk princip, som der i de senere år ved gentagne indgreb i velfærdsmodellen og m. politisk talretorik har ført til, at denne diskussion er kørt helt af sporet uden reelle løsninger for fremtidens danske velfærdssamfund el. reel udmelding om afskaffelse af denne model efter salamimetoden er hensigten.
Derfor er min største frygt, at det hidtidige princip om solidaritet med andre grupper end den man selv tilhører er ved, at tage magten fra denne meget væsentlige debat, som hverken politikere el. journalister beskæftiger sig med på et overordnet plan. Et er jo at politikerne ikke vil beskæftige sig med dette, da de åbenbart ikke mener, man kan vinde et valg på en diskussion om, hvordan vi bevarer en nordisk velfærdsmodel i fremtiden. Men som Kurt Strand udtrykte det i DR1, radioprogrammet: Mennesker og medier 7 jan. kl. 13.03 må journalisterne, som helhed tilbage til at være samfundets vagthund og ikke samfundets jagthund. Selvom han ikke uddyber denne definition, forstår jeg det sådan, at journalisterne bør stå vagt om de samfundsværdier, som den udøvende og lovgivende magt udmønter og ikke som en jagthund løbe efter befaling fra netop disse.
Men tilbage til solidaritetsprincippet, som Bent Greve og få andre før ham i DR radioen har udtrykt det:
"Hvis pengepungen spiller en rolle, risikerer det at føre til et brud med den danske universelle model og kan gradvist medføre, at tilslutningen til velfærdsstaten bliver mindre. Det sidste skyldes, at hvis den enkelte selv skal betale for ydelser, vil der være mindre lyst til også at betale via skattesystemet."
Bent Greve rammer i denne artikel hovedet på sømmet m. flg. for en ordentlig diskussion om den danske velfærdsmodel set i fremtidsperspektiv:
”Mere og bedre service og skattelettelser samtidigt hænger dog ikke sammen økonomisk. Men forventninger medfører også, at en opstramning og nulvækst, som der i det offentlige forbrug alene har været i 1990 (på minus 0.7 pct.), vil blive opfattet som markante stramninger og nedskæringer. Nulvækst betyder reelt også, at der set med den enkelte brugers øjne bliver nedskæringer alene af den grund, at der er en række faste omkostninger, som skal afholdes (bygninger, varme, vedligeholdelse) stort set uanset antallet af brugere. Derfor vil det for den enkelte blive opfattet som nedskæringer, medmindre den reale vækst er mellem ca. 0.5 og 0.75 pct. om året. Det er derfor heller ikke så enkelt, som det nogle gange fremstilles, blot at flytte penge fra børn til de ældre, i takt med at den demografiske udvikling ændrer sig.
…
I sidste instans er det et politisk spørgsmål om fordelingen mellem offentligt og privat forbrug og om villigheden til at finansiere velfærdsstaten, om end der er restriktioner og grænser for, hvordan dette kan gøres. Hermed ændres dog ikke ved, at der er ved at ske en grundlæggende forandring af den danske model i retning af, at stadig mere finansieres individuelt eller via arbejdsgiveren - og det kan på længere sigt betyde endnu mere alvorlige brud på den nordiske model.
Borgerne vil have mere velfærd, hvilket er forventeligt i et rigt land. Spørgsmålet er derfor i højere grad, hvem der skal betale. staten, arbejdsmarkedet eller borgeren selv? Og hvem der skal have adgang til ydelserne og på hvilke vilkår."
Link:
http://www.information.dk/255356