Her til morgen ringede jeg til Jobcentret, for at høre hvor min Reva.sag lå i bunken - er det realistisk den kommer videre til det næste kontor før jul? - (SB der tog mig til møde 6/12 havde luftet "8 dage" - noget optimistisk, da han lige skulle fremskaffe status fra psykolog og faste SB.
Mandag 13/12 ringede jeg for at høre om han havde fået dem, og han havde fået den ene.
I dag har jeg så fået læst højt af min journal, at den anden attest var i hus d.14/12.
Så står der ikke mere journalført, så skulle pågældende rare SB blive kørt ned af julemandens kane eller dø af forstoppelse i weekenden, aner ingen ny SB hvad der foregår/er planlagt/tilsigtet...
Til gengæld var den kvindelige SB på knap 40 år som jeg fik i røret, et ualmindeligt godt bekendtskab.
Hun kunne ikke se registreret, hvor ham jeg egentligt eftersøgte befandt sig - om han var syg, til møde eller havde påbegyndt ferie.
Han var bare ikke ved telefonen.
Til gengæld lyttede/talte hun med mig i ca. 5 kvarter - hvilket betød, at hun fik så klart et indtryk af mig, at hun bedyrede at ville gøre alt for at min konvolut kom videre hurtigst muligt.
Men vigtigst af alt - da vi havde talt os varme begge to -
hviskede hun næsten ned i røret: "
det skrækkelige er jo, at hvemsomhelst kan havne i sådan en situation"...jeg kunne nærmest høre hårene på hendes arme stå, og den kolde rislen ned af hendes ryg..."men de fleste tror ikke det bliver dem"...
Og så kan man vist ikke forlange mere i dét øjeblik - end at blive lyttet til, HØRT, og FORSTÅET, af lige præcis et eksemplar af racen SB -
så kære læser og medkombattant: der ER gode folk derude, og der ER håb ( siger jeg endnu
)