|
Hmm.. jeg er hjemme idag. Jeg kunne bare ikke idag, jeg ved ikke helt hvad der sker, og det er pga jeg tænker så meget på det hele, at jeg bruges ´op´ hurtigere end ellers, og hold da op jeg har nogle kampe med mig selv idag, fordi jeg ikke helt kan "tillade" mig selv, bare at være hjemme.. men jeg har trods alt fået skrevet lidt i dagbogen om det.
Lyder det fornuftigt, eller er der noget i vil fraråde mig at skrive, fordi det kan give bagslag;
Onsdag d. 17/11-10
SYGEMELDT.
Da jeg vågnede, var det med en følelse af at være "brugt" - brugt og ked af at have den følelse
X skulle gøres klar, og derfor undertrykkes det. Jeg kan godt mærke at overskudet ikke er der, og det gør mig ked på hans og mine vegne. Efter han er sendt afsted i dagpleje, er det tid til at mærke efter.
Jeg er grådlabil, usikker på mine egne fornemmelser, jeg har en generel ulyst til at forholde mig til noget som helst - incl. min egen situation. Jeg har ikke lyst til at ringe for at melde mig syg, jeg har ikke lyst til at erkende at jeg er "svag"/konfronteres med den følelse.
Jeg har lyst til at tage på arb på trods af dette, simpelthen for at slippe for den konfrontation, men jeg ved også at jeg ikke magter at sige "jeg kan ikke mere, jeg må gå hjem for idag" før tid, det er jeg simpelthen for stolt og stædig til. Men jeg ved også, at tager jeg på arb, undertrykker det hele, og arbejder igennem, så betaler jeg prisen, og endnu vigtigere betaler min søn prisen, for en mor, som ikke kan rumme ham.
Jeg får snakket med X (kæresten)om det hele, og jeg er tydeligt irritabel, og bider af ham, som han forsøger at hjælpe mig.
Enden på det bliver at han ringer og ´sygemelder´ mig, fordi jeg ikke selv magter.
Han fortæller at han er kommet til at sige at jeg er fysisk syg - han er bange for at sige noget forkert/udlevere mig - og jeg ender med at blive gal over det, selv om jeg ingen ret har til det. Jeg ved det giver en konfrontation på arb når jeg kommer igen, en konfrontation af, hvordan jeg har det, og det frygter jeg.
|