Citat:
Oprindeligt indsendt af Jørn-Fyn
Hej.
Jeg er ny her, men har fulgt med i jeres hjælp til hinanden i et stykke tid.
Så nu vil jeg lige prøve om jeg også kan få lidt trøst og support.
Min sagsbehandler har sendt min pensionsansøgning til udvalget i denne uge, men siger rent ud, at hun ikke aner om den går igennem. På en eller anden måde er det fint, at hun ikke lover for meget - men jeg kan godt mærke, at jeg ikke kan klare ret meget mere ventetid.
Lad mig høre hvad I siger:
Jeg "overgav" mig for ca 2 1/2 år siden. Sagde arbejdet op, og meldte mig syg. Jeg har fået en utrolig støtte fra kommunen både mht hjælp, men også økonomisk: Jeg er stadig på sygedagpenge fordi de fandt en paragraf til forlængelse. Desuden har der været betalt psykiatere, psykologer, terapi osv, så jeg har vel ikke noget at brokke mig over.
Bortset fra at min tilstand nu blir betegnet som kronisk og stationær, og der ikke er mere at gøre. Diagnosen lyder samstemmende fra psykologer (2) psykiater (2), tre - fire terapeuter og kommunens egen lægekonsulent:
Periodisk depression i alle sværdhedsgrader. Angsttilstand uden specifikation, panikangst, generaliseret angst. Min arbejdsevne er nedsat til en ubetydelighed i ethvert erhverv og videre arbejdsprøvning/fleksjob, mentorordning, pgr 56-ordning(?) vurderes formålsløst.
Nu har jeg kæmpet en desperat kamp i de senere år for at hive mig op, og har omsider måttet indrømme at der ikke er noget at gøre:
Og så står jeg her og ikke aner om jeg kan få pension. (Blir det et nej, er det direkte på kontanthjælp).
Det kræver f... et godt helbred at være syg.
Hvordan har andre herinde fundet kræfter til at komme den tur igennem?
|
Tror det er ren overlevelsesinstinkt, at mennesket alligevel (dybest nede), finder kræfterne til at overleve en "tur" gennem systemet.
Pension kan jeg ikke love dig, men syntes at ALT i din sag lugter kraftigt derhenad.
Måtte din sag snart blive helt færdig - dèt kan jeg i al fald ønske for dig.