Korthuset væltet 3 dage før møde med rehabiliteringsmøde!
 

Jeg skal til rehab møde på torsdag, men har det så dårligt. Jeg kan ikke sove, har maveproblemer, kan ikke spise og har det af h... til.

Kort opsummering;
Min far døde da jeg var ca 6 år. Har fået af vide at han døde af hjerteproblemer. I min voksen alder er der dukket flere og flere minder op. Dårlige minder om min meget voldige far. Han har ikke rørt mig men min mor. Har terroretiseret os. En kort periode havde jeg en stedfar, som var rigtig rar. Men det holdt ikke. Jeg er som voksen blevet syg og døjer meget med minder osv. Har snakket med min mor om det. Hun siger, at det er noget jeg finder på. At disse ting ikke passer. Jeg er faktisk blevet overbevist om, at jeg opdigtet ting, som ikke er sket. Det har været hårdt og jeg prøver at tilpasse mig i min sindssyge hjerne. At jeg skulle have haft en stedfar, er også noget, som jeg selv har opdigtet.

Så sker der noget helt mærkeligt, som vælter min psyke. Lørdag er jeg til noget hygge her i min by. Og her støder jeg ind i en ældre mand på ca 60 år. Jeg kender ham ikke, men det tager kun ham 5 min, før han rystende siger mit navn. Og lige der kender jeg hans. Han er ældre men jeg kan kende ham. Min stedfar fra dengang. Han tager min hånd og spørger om jeg er ok efter alt det tumult dengang. Jeg svarer bare, HVA........

Ja det med din far og sådan som han behandlede jer. Du kan tro, at jeg også blev mærket, da han den aften skød sig selv.
Samtalen gik videre, jeg brød sammen. Alt jeg husker er korrekt!

Jeg er blevet udstillet som løgner og det er jeg ikke.
Ved slet ikke hvad jeg skal gøre. Har bare siddet på min sofa

Uha jeg er nok ikke den bedste til at råde i den situation....

Men et eller andet sted må det alligevel være lidt af en lettelse for dig at det ikke var dig den var galt med...og du huskede rigtigt...

Men der kommer nok nogle andre som bedre kan råde dig...eller som har nogle trøstende ord ...

kære ladytass
 

jeg ved ikke hvad du går og døjer med ellers, men hvis du er knyttet til en psykolog på nogen måde - så vil det vist være en god ide at få en aftale hurtigst muligt. Hvis ikke så henvend dig til din læge. Jeg vil da mene at du og din sag ikke er klar til mødet i rehabiliteringsteamet. - det er meget svært at råde når man ikke har kendskab til din sag. Jeg ved heller ikke om man kan sygemelde sig og dermed få udsat rehabiliteringsmødet. Nej du er ikke løgner- men nu skal du til at bearbejde nogle ting i dit liv på en anden måde. - med den nye bekræftelse du har fået af din stedfar.

Mange hilsner Sauer1:kram:

Fuld respekt for dine oplevelser i barndommen, men det er meget vigtigt at du ikke får blandet tingene sammen, for så kan der gå koks i det hele.
Selvfølgelig kan man sygemeldes af en læge til sådan et møde, men i min optik kan det blive at trække pinen i langdrag.
Det er vigtigt at du tager nogen med til mødet, og fortæller vedkommende hvad der er sket, så vedkommende kan hjælpe med at afgrænse det du siger på mødet, for det nye har ikke nogen relevans i forhold til det der allerede er gang i i kommunen.

Husk evt at skrive spørgsmål ned du har til dem på forhånd...mange glemmer at få stillet de spørgsmål de gerne vil fordi de sidder i sådan et møde med mange mennesker...

Det er vist meget almindeligt at minder dukker op efter mange år.

Jeg har et nært kendskab til 2 søstre som i en alder af ca 21 år, pludselig kunne huske "grimme" ting fra deres barndom. De havde det netop som du beskriver, en mistanke om at deres hukommelse spillede dem et pus. Den usikkerhed betød, at de holdt disse minder for dem selv, undtagen for deres mor som benægtede alt, så længe hun levede. I dag ved de begge, at hun godt kendte til de "grimme" ting som foregik.. Men hun var svag i et tyrannisk ægteskab, som hun ikke turde bryde ud af.

Jeg ved ikke helt hvordan, men langsomt begyndte de 2 søstre at betro sig til hinanden. Nøjagtigt samme historie fra barndommen kunne de huske.
Det blev et vendpunkt i deres liv. Pludselig var de ikke længere "tosset". Samtidigt blev deres historie troværdig over for andre, hvilket var en enorm lettelse for dem.
Idag taler de åbent om de grimme ting fra barndommen, hvilket har givet ro på.

Så HVIS du har mulighed, så forsøg at holde kontakten til den gode stedfar. Få talt alt igennem, selvom det gør ondt.. Få svar på så meget du kan.
Hvis du stadig har din mor, så lad være med at bebrejde hende "løgnen" Du var kun 6 år gammel dengang, og hun var vel nødt til at stikke dig en løgn dengang.

Jeg har stadig min mor. Problemet er at hun den dag idag påstår, at jeg lyver.

Jeg kan kun råde dig ud fra den historie jeg skrev om.. Lad være med at forsøge at "overbevise" hende.. Det får du nok ikke andet end uvenskab ud af..

Men igen.. Opsøg istedet din stedfar og få bekræftet, at du ikke er løgner eller fantasifuld.

Først får du lige sådan en... :kram: og en til... :kram: for jeg ved hvordan du har det lige nu.

Jeg vil nok råde dig til at få rykket mødet med rehab-teamet, for du kan overhovedet ikke konsentrere dig om det lige nu. Du er rystet i din grundvold og der går altså lidt tid endnu før du kan tænke på andet end det du lige har fået af vide.

Har du nogen familie-medlemmer du kan snakke med? Søskende, en moster eller anden som kender dig og dine godt, kan være en utrolig lettelse at få snakket med.

Tag det roligt og giv det lidt tid, det kommer til at hjælpe dig enormt med psyken på den lange bane :kram:

Det har uden al tvivl også været meget traumatisk for din mor.. så måske har hendes overlevelsesmetode været at fortrænge det ved at benægte det..

Måske ikke det smarteste.. men måske magter hun ikke at åbne op for det hele igen.

Så mit råd er at du tænker på hende som et offer lige som du var, og at den måde hun tackler det på, måske gik ud over dig..

Men at du så bliver nødt til at finde en anden der var der da det skete, og få det vendt der.