Jeg er ved at drukne og systemet beskriver vandet.
 

Hej herinde.

Overskriften er frit eft. Jack Nicholsons rolle i en film.

Jeg vil gerne høre, hvordan I andre herinde bevarer jeres værdighed, som menneske i dette system?

Jeg er selv i en større krise pt. pga. den måde jeg bliver behandlet på i dette cirkus. At man f.eks. hele tiden bliver betragtet ud fra enten et lovgivningsmæssigt synspkt. el. økonomiske fikfakserier, hvor det handler om, hvilken kasse der er billigst at placere dig i.

Eller at man ensidigt hele tiden vender de barrierre man har af enten fysisk el. psykisk karakter til et spørgsmål, om at se det fra resourcesiden, og du "bare" skal lære nogle strategier for, hvordan dine barrierer kan tackles via dine ressourcer. Men glemmer at det kan være en efterhånden stor mængde strategier, som tager alle dine kræfter, så der ikke er plads til så meget andet. Heller ikke din dagligdag. Og hvordan hulen man har tænkt sig, at et menneske på disse vilkår kan klare sig på et arbejdsmarked, som ikke er indrettet til netop den slags arbejdskraft.

Eller hvordan det netop bliver sværere og sværere, at kunne anvende ens ressourcer, fordi systemet er et cirkus, hvor medmenneskelighed og respekt for at behandle dig, som en værdigt menneske trods din sygdom er en stor mangelvare.

Jeg har meget svært ved, at forstå hvordan man kan tro, der kan komme noget produktivt ud af at negligere, at man får den rette "medicin" til at blive rask. Måske. Eller at man måske ikke kan blive fuld el. hel produktiv på ordinære arbejdsmarkedet igen. Eller at man måske selv har en meget god ide om, hvad der kan hjælpe én, men at systemet altid ved bedre.

At systemet i nogle tilfælde, jeg vil vove den påstand: i mange tilfælde, faktisk nedbryder den del af din arbejdsevne, der måske er tilbage i dig. Men dækker sig ind under besserwissen om snart sagt alt i dit liv, og derved netop tager dit eget initiativ og dine få resourcer fra dig.

Eller hvordan man kan tro, at sådan som DK er i dag, hvor mangel på mangfoldighedstanke og værdig behandling skaber plads til alle. I samfundet som på arbejdsmarkedet.

Jeg har skrevet det før, det minder om H.C.Andersens: Kejseren uden klæder, hvor vi mangler den lille dreng, der tør sige, at kejseren faktisk ingen klæder har på. Fordi alt for mange lader, som om at vi har et velfærdssamfund, hvor vi tager os af de svage, både dem der skal have varig hjælp og også dem der skal have midlertidig hjælp, men ikke tør sige at velfærdssamfundet DK. faktisk har lidt en stille død gennem flere år. Og stiller spørgsmålet: er det sådan et samfund vi vil have?

Ja, undskyld, jeg bliver politisk midt i denne tråd, og det hjælper mig bestemt ikke at kunne se problemet, fordi det er kampen mel. David og Goliat, der fylder mest hos mig pt. Hvilket jo også er fortvivlende, idet denne kamp jo næppe kan vindes, hvorfor det ikke lader én mange muligheder tilbage.

Mange hilsner

Gunvor

Hvor er det bare rigtigt - og meget præcist beskrevet....

Mangler lige thumbs-up ikonet....

jeg har fundet en anden mulig forklaring, vi skal bare lærer det, skal vi sagsbehandlere har været på et uddannelsesforløb hos "Sisifos psykoterapi":citat fra hjemmeside,
Hvorfor navnet ’Sisifos’?

Rødderne til navnet ’Sisifos’ skal findes i en berømt myte af samme navn indenfor den græske mytologi, nemlig myten om ’Sisyfos’.
Den sande betydning af denne myte er imidlertid forskellige fra den, de fleste er bekendt med. Lad os derfor begynde dér, hvor de fleste kan være med:

Sisifos straffes af guderne for blasfemi.
En straf, der bestod i, at han måtte skubbe en stor sten op ad et bjerg blot for, at den, når han nåede toppen, trillede ned på den anden side, så han må begynde forfra op ad et nyt bjerg.

Men hvad symboliserer denne straf egentligt?


Sisyfos’ straf viser, hvordan mennesker hele tiden må kæmpe for at opnå deres mål.
Den symboliserer med andre ord, at livet fortsætter for evigt som én lang udviklingsproces, der hele tiden veksler mellem ’op og nedture’.





Generelt er betydningen af myten om Sisyfos, at vi ikke skal være bange for døden, men kæmpe imod moral og etik, religion og tradition for at finde meningen med livet. Mennesker udvikles gennem socialisering, og gennem socialisering tager døden en naturlig form, så vi kan acceptere den som en naturlig del af livet.



Dette er i tråd med vores rolle som terapeut, hvor vi skal kæmpe for at befri vores klienter fra moral og etik og hjælpe dem med deres socialisering, så de kan finde plads i samfundets hierarki.

Jeg synes at beskrive systemet, som kejserens nye klæder; er meget rammende!

Systemet lover, både via lov, og via div klogeåger, at der skal findes arbejdsevne, finde vej ud af barriader osv.

Alt dette dækker, TOMME ORD! Der er ingen handling bag ved dette.

Kommunerne skal spare penge, og vi betaler prisen.

For at bevare sin værdighed, må man huske på, hvem man er(hvilket KAN være svært).
Find styrke i, at vi alle bliver behandlet ens. Det handler derfor IKKE om din person.

Find ÅNDEHULLER(bekræftigelse)andre steder, af nogen der forstår din situation, og bakker op.
Hold pauser, mentalt. (selvom dette er meget svært).

TRO PÅ, at det lykkes, i sidste ende.

VH Popiae

Tre ting som går hånd i hånd er: magt, penge og manipulation.
Man skal gøre sig klar over og acceptere at sådan var det, sådan er det og sådan blive det.
Jo tidligere i livet man få mærket på sin egen krop og sjæl disse livets trekløver jo hurtigere og mere selvstændig blive man.

Man følger at man taber sin værdighed i det øjeblik man mister sin selvstændighed og frihed til at selv bestemme over sit eget liv. Og det er præcis det som politiker og myndigheder udnytter.

Hvis man vil bevare sin værdighed og frihed så skal man gøre op med sig selv om man vil være ulven eller om man vil være et lam. ;)

http://www.youtube.com/watch?v=likhjmv5Cdg

Tak, Pip.

Østerbro, går ud fra dit indlæg er ment ironisk, har lige tjekket Sisifos psykoterapi":citat fra hjemmeside. Og ud fra dette betragte jeg flg. citat, som også du ref. til, som en mærkværdig: Hvad søren er der i vejen m. besidde moral og etik?

Popiae, tak for dine ord. Men netop fordi du jo er et socialt menneske fremkommer din identitet ikke alene fra dig selv, men også i samspil m. andre. Hvorfor du jo også skriver at det kan være svært at fastholde.

Du skriver også: . Jeg finder ikke regler og paragraffer personlige, men vi er selvfortolkende mennesker, der interagere med de begreber, der bliver brugt til at beskrive os. Og hvis du jhele tiden bliver beskrevet ud af det er du er syg fordi du ikke hurtigt nok og på deres måde bender tilbage til arbejdsmarkedet, ja, så kollidere det jo med din egen opfattelse, ja, endda m. den lægefaglige opfattelse, og gør din egen proces mod bedring ganske besværlig, måske endda umulig for nogle, idet der opstår flere sygdomme el. problemstillinger.

Du giver gode råde i flg.: .

De er desværre ved at blive lidt slidte, genbrug har været brugt længe på dette område. Og hvad angår andre mennesker er der jo ikke noget, at sige til at de i det lange løb også kan føle belastningen, det kan man jo selv.

Og ang. tro har det alrdig været min stærke side, nogle gange ville jeg ønske det var. Taler vi religiøst troende, ja, så kan jeg jo se, at mange troende mennekser jo netop får pauser i deres kriser på baggrund af troen af en større mening m. deres nuværende problemer.

Og Karo, du sætter nok lige fingeren, hvor den trykker allermest hos mig: Jeg kan være både en ulv og et lam, og fighter for den sags skyld, men problemet er vel at jeg pt. har mere behov for fred i længere tid, og fred og ro er s.. ikke en normalitet i dette cirkus, hvor Hr. Hjort er gået foran m. den diskurs, at syge mennesker er bare nogle der skal tage sig sammen og gå på arbejde, og derfor er pisk og stress de værktøjer der skal anvendes overfor den slags dovne hunde, som besværer magten og belaster pengene i DK.

Mange hilsner

Gunvor

Gunvor
Du rammer meget præcist ind i tanker, jeg selv slås med for tiden

Jeg sidder, for gud ved atter engang, og formulerer en skrivelse over min sag, situation, historik osv - denne gang til BAN
I starten af mit nu 5-årige mareridt, har jeg kunnet holde en vis form for ironisk distance til det, men det er blevet gradvis sværere. I går slog det mig med en vis erkendelsessorg: Jeg er blevet 'institutionaliseret'
Kampen har stået på så længe nu, at min identitet har ændret sig. Min virkelighed er nu blevet min kamp med systemet og mine manglende ressourcer. Denne tvungne, konstante fokuseren på alle dårligdommene har ændret mit syn på mig selv, og den stærke selvopfattelse af værdighed, jeg engang besad
Så sent som sidste år havde jeg den stærke overbevisning at min diagnose ikke bar mig, men jeg bar min diagnose. Jeg må med sorg konstatere at det har ændret sig nu. Der er min diagnose, der bærer mig nu
Jeg er blevet min diagnose
Jeg er blevet personen, der ikke længere har krav på et værdigt og selvstændigt liv. Jeg har opgivet kampen for det, for kræfterne rækker ikke længere. Jeg har givet op. Har overgivet mig passivt til den rolle, som systemet har tvunget ned over mig
Jeg besidder stadig stædighed, og tænker at når dette mareridt er slut, vil jeg rejse mig igen
Men hvor meget kan man i virkeligheden rejse sig fra den identitet, man har?
Kan jeg nogensinde får min værdighed og selvstændighed tilbage? Hvis ja, vil det ikke ligge lige om hjørnet, men igen kræve år om at blive opbygget

Jeg læste en artikel omkring behovet for en særlig indsats overfor folk, der bliver løsladt fra fængslet. Jo længere, de har siddet inde, des mere har deres identitet ændret sig, og de har dermed sværere vilkår for at kunne klare sig ude i samfundet. Jeg følder det på samme måde. Jeg sidder også i et fængsel. Uanfægtet at rammerne er anderledes, så er det et fængsel. På et tidspunkt, når man har rusket længe nok i tremmerne, og planlagt nytteløse flugtforsøg, indfinder apatien sig. Man resignerer til sin 'overherre'

Jeg prøver stadig at holde hovedet højt, når jeg bevæger mig rundt, for at holde fast i en vis rest af værdighed. Men indeni.... indeni er den knækket

Korrekt at vi er sociale individer, men din identitet, er jo stadig den samme, selvom du er blevet syg/handicappet.
Det er derfor vigtigt at det ikke er det "neagtive" samspil, man ofte får i kommunen, og via div afslag/afgørelser, der må fylde for meget i livet/hverdagen.

tolker; at du har svært ved at se/acceptere dig selv som syg; får at vide at det er du, samtidig med, at du skal finde ressourcer til at kæmpe for en bedring?

tro på egne fornemmelser, og respekt for dig selv og dit liv, bringer dig langt.

Dette handler ikke om tro på højere magter, men at vi som mennesker har en naturlig drivkraft, som det i dette forløb er altafgørende, ikke bliver slået i stykker, så..

Tro på dig selv, at det lykkes, på bedste vis.
Men det kræver selvsagt en stor indsats. Find det frem, når du magter det, og slap af, når du har brug for det; I respekt for dig selv.

PS: vedr love og begreber, kan disse tolkes og bruges meget forskelligt. At bruge loven, til at trampe på mennesker der i forvejen ligger ned, er et udtryk for et kedeligt menneskesyn, der desværre ofte er meget dækkende for den sagsbehandlingen der foregår i kommunerne. Om undskyldningen er økonomi eller andet, så bliver det jo accepteret af de der er der.

Håber du kan bruge lidt af det!

VH Popiae

Tassi;
Har også haft nøjagtig de samme tanker og føelser, i mit forløb, som tog 6.5år, før det var slut.

At genfinde sig "selv" ville være bedrag, hvis jeg påstod, at det var/er let.

Jeg bliver meget bedrøvet, når jeg tænker, at dette "syge system" hver dag får lov, at ødelægge mennesker, derfor kæmper jeg med det jeg kan, for at ændre dette.
Det er en af mine metoder, måske en bearbejdning?

Men jeg vil påstå; at det tangere psykisk mishandling, at komme i klørene på kommunerne.
Beviset er, at mange får psykiske diagnoser oveni? Hvilket burde være ortopi i vores tid.

Men vores indre drivkraft om overlevelse, og tro på fremtiden, er meget afgørende, for hvordan vi håndtere det.

VH Popiae

Stort tak til jer begge 2.

Jeg blev lige smidt af, så mit svar af en doktorafhandling røg sig en tur. :(
Som det fremgår af dette korte svar, er ironien vendt lidt tilbage, hvorfor jeg vil forsøge m. en god nats søvn og starte m. en ny dag i morgen.

Mange hilsner

Gunvor

Accept fra omgivelser
 

Førtidspensionist i over 20 år
Har kæmpet med systemet i alle årene
Først for at komme fra mellemste førtidspension til højeste
og med arbejdsskade styrelsen
og videre derfra for mine børn hvor to er Psykisk syge
Der er desværre mange kampe endnu der skal kæmpes
Men jeg ser problemerne et andet sted
Gennem de sidste mange år er samfundet præget mere og mere af at enhver er sig selv nærmest,og du er kun en belastning hvis du ikke går på arbejde
Brugte igennem nogle år tiden med foreningsarbejde men har på grund af sygdom måttet opgive dette
Kan mærke at jeg mister "sociale kompetancer" det bliver sværer at acceptere at blive betragtet som andenrangs borger i dette land
Håber at i kan bære over med at jeg er lidt flagrende når jeg skriver
Vi er desværre kommet så langt væk fra solidariteten i samfundet, at jeg ind imellem tænker om jeg gider at leve i sådan en verden
Ja selv famile er præget af holdningen i samfundet, og der gider jeg ikke forsvare mig mere
Vi sidder med usynlige handicaps,og det der ikke kan ses findes ikke
Nu skal jeg slutte for nu kommer der for mange negative følelser

Mange hilsner til alle
NPH

Kære Gunvor

Åh for pokker hvor jeg godt kender fornemmelserne og tilstanden du beskriver ! - her kommer de i bølger / tsunamier . Og nogen gange må jeg knibe mig selv i armen for at fatte alt det mit liv har måttet lægge ryg til de sidste 5 - 6 år. Fra at tro at jeg levede i et civiliseret land med høj etik og stort menneskesyn er jeg havnet i den kassetænkning og snæversynethed som alt omkring mig har presset mig ind i.

Skismaet kommer når man nærmest ikke kan kende sig selv i sin ressourceprofil - og tankerne pludselig begynder at køre af sporet - og med ét nærmest føler en skizofren tilstand i forhold til sig "jeg-opfattelse" - hvem er jeg - hvem var jeg - og hvordan pokker kom jeg egentlig ud over afgrunden ..... I mit tilfælde er det ikke sygdommen der er det værste at håndtere - det er ganske afgjort alle de groteske beslutninger andre har taget de sidste 6 år som fortsat tonser gennem mit liv. Som en uendelig lang række dominobrikker hvor sygdommen væltede den første brik - men hvor vores system så afgjort er skyld i de millioner andre brikker der væltede.

Maslow - en adfærdspsykolog - lavede en behovspyramide der beskrev menneskets mulighed for at agere med omverden - vores "velfærdssystem" fjerner alle lagene i denne pyramide - så hvordan pokker skulle vi opfatte det anderledes ? Hvordan i al verden skal vi agere når "tæppet rives væk under os "? Er det efter devisen : "overlever du dette så taler du måske sandt" !

Men jeg har besluttet mig : de skal ikke få mig ned med nakken. De kan fjerne mit økonomiske grundlag - de kan smide mig i fogedretten - de kan sende mig fra øst til vest - de kan nøle og magtmisbruge - de kan tvinge mig til medicin ( som jeg nok skal modtage recepter på men ikke hente på apoteket ) - de kan svine mig til - de kan kalde mig hvad de vil - de kan rende mig ! Jeg har overlevet 4 "dødsdomme" - levet af blendermad i 5 år - blevet hånet i både tale og skrift
- MEN MEN MEN
de kan ikke tage min lyst til fortsat at trække vejret - min kamp for igen at kunne spise et stykke rugbrød en gang i 2012 - min humor - mit sind som nok skal blive helt igen når det får noget føde med krudt i - mit engagement i "rigtige mennesker med rigtige livserfaringer" - min kærlighed til livet - min glæde over min søns kreative evner - min nydelse i at se den smukkeste solnedgang - min lidenskab efter smukke ting - mine fantastiske valmuer i haven ..... de kan ganske enkelt ikke tage alt det fra mig som er mig inderst inde.

Det der er mig er det der skal bære mit fremtidige fundament - det kan godt være det sejler nogen dage - det kan godt være det er i strid modvind andre dage - men igen : Kun døde fisk følger med strømmen - og de levende må vel også skulle have et par "hviledage på verdens værste bjergetape" .... Vi kan ikke kæmpe hele tiden - men vi kan give "dem" kamp til stregen !

Gunvor - du får de varmeste tanker og kærligste :kram: på en søndag hvor regnen bare siler ned og jeg nyder hullet i tagrenden :)
KH
Vibbe

Ekspertsamfundet
 

Flot formuleret, Gunvor, og for mig handler det også om et ekspertsamfund, som er gået amok. Vi er allesammen idioter, systemet og dets (få) eksperter ved hvad der er bedst for os, og det hele er kørt ned i "one-liners". Du skal bare gøre xxx, så kører det. Når det ikke kører, så prøver du ikke godt nok, og så er du uvillig - dvs at der er noget galt med DIG.

Eksempelvis så er rygtræning den kur, som systemet har besluttet virker på rygproblemer. Man gør sig ikke mange tanker om, hvor den enkeltes rygproblemer kommer fra, eller hvad træningen skal gøre for kroppen hos lige præcis dig, eller at du ikke bare har ondt i ryggen men alle andre steder også - du skal bare træne, så går rygproblemerne over. Gør de ikke det, så er du ikke vedholdende nok, træner forkert, er psykisk lidt svag så du har behov for "ekstra støtte til træning", så må du bare starte på et lidt lavere niveau osv osv.

Når det så efter 25 år på den galej viser sig, at jeg har en genetisk bindevævsdefekt, som faktisk betyder, at jeg gennem alle årene skulle have trænet helt anderledes (og at hvis man havde gidet tage mig alvorligt, lyttet til mig, undersøgt mig ordentligt uden forudbesluttede diagnoser, så kunne den dårlige spiral måske være blevet brudt) - og at jeg pga alt det træning jeg har lavet, faktisk har ødelagt min krop - så kigger de den anden vej, stadig overbevist om deres egen ufejlbarlighed.... men dog uden at ville se mig i øjnene... Videre til den næste person i rækken. Og jeg sidder med en fp, som jeg gerne ville have været foruden.

Dine følelser er på ingen måde negative. Du beskrev blot det virkelige verden vi liver i, alt andet er kun illusion.
Det er sundt at se verden som den er, men det betyder ikke at man skal lide af den grund. Jeg tror på at, man blive kun stærkere af den viden om at ondskaben findes lige om hjørne men den findes også i os selv, det er også værd at huske. ;)

Mine problemer, altså de helbredsmæssige, er anderledes end dine, men jeg genkender meget af det du skriver.:)

Den der med "de skal ikke få mig ned med nakken" kender jeg kun alt for godt, det er nok den der har hjulpet mig til at overleve 15 års kamp med systemet.:mad:
Jeg har haft nogle dyk hvor jeg har været tæt på at opgive, men hver gang er jeg nået frem til, at "fandeme nej, de skal aldrig få mig ned med nakken", og så er det ind i kampen igen.

En tur ud i naturen kan være den rene balsam for sjælen, man tænker så godt når man går en tur.:)

For mit vedkommende lykkedes det kommunen, at spolere min tillid til andre mennesker totalt.
Det er dælme da sørgeligt, at kommunalt ansatte vil være bekendt, at opføre sig, så man ikke tør tro på er ordentligt menneske når man endelig møder et.:o :o

Heldigvis sluttede min "historie" med et par omgange hos anden aktør, hvor jeg blev mødt af et menneske.

Hej herinde.

Det blev desværre kun til 4 timers søvn, igen, igen .... Men det er en ny dag, og jeres indlæg læses m. såvel medfølelse og beundring og hvor ironien er klar hjælper den til at finde min egen.

NPH: du har helt ret, ordet solidaritet er et fremmedord i dobbelt forstand, og alt for mange kender hverken den følelse der ligger bag dette begreb el. den egentlige betydning, hvilket resultere i bl.a. flg.: .

Du skriver også flg.: . Hvis vi accptere dette, bliver andenrangsborgeretiketten netop en del af vores identitet.

Måske skulle vi samlet lave en humpende, rullende, ect. march fra Skagen til KBH. syngende: I kan ikke slå os ihjel, selvom vi ikke er en del af jer selv.

Vibbe: du skriver at din søn er kreativ, dine indlæg bærer stærkt præg af en kreativ åre, idet du har et levende og let tilgængeligt skriftsprog, hvor du også ofte går brug af billededannelse og god ironi i kombination. Perlen denne gang for mig er: . Det kunne jo næsten være en allerogi på systemet (vandet der foser ned = alle dominobrikkerne) og din evne til at fokusere på det smukke (at hullet i tagrenden kan nydes i det rette perpsektiv). Den vil jeg tage med mig, da du jo netop understreger at de små ting ikke kan tages fra os.

PiaL: tak, vi mangler også nogle film, som belyser netop disse dialemaer, som J. Nicholson eft. min mening gjorde så godt i både "Gøgereden" (tænk jer engang 1975 - og vi kan stadig ikke behandle mennesker m. den type sygdomme m. respekt), "Det bliver ikke bedre" (næh, det har lange udsigter), og til dels "Rundt om Schmidt" (hvad sidder den alm. funktionær tilbage med eft. et langt arbejdsliv).

Jeg har også gået til behandlinger for mit bevægeapperat i mange år, hvilket har givet mig en rigtigt god fornemmelse for hvornår man møder behandlere, der mener at den rette behandling er et samarbejde mel. disse og patienterne, idet mange faktisk, som du, har en rigtigt god føling m. hvad ders krop fortæller dem. Men det meget svært, når man sidder overfor en "ekspert", hvis uddannelse ikke indebærer en vinkel, der hedder: lyt til patienten, samarbejd om mulige løsninger, vær selvkritisk og afprøv nye veje, og ikke mindst bliv ved med at lære.

Reelt mener jeg, du bør have en erstatning for forkert behandling gennem de mange år. Hbåer du nu har fundet nogle gode behandlere, der kan afhjælpe bare noget.

Du skriver: , jeg håber du stirrer rigtigt godt tilbage uden et ord, men meget sigende, måske så længe at de er nødt til at møde dit åbne blik, og derpå må slå det ned i erkendelse af deres fejl.

Mange hilsner

Gunvor

Og næste vers skal være "I kan ikke slå os ihjel, vi kan bli' en del af jer selv".

Mange mennesker tror jo vi er fulde af løgn m.h.t. vores erfaringer med systemet, lige indtil den dag de selv bliver ramt af sygdom.:mad:

Vovse, fint m. næste vers, måske vi starte m. vores egen prostestsang, så yderligere vers er meget velkomne.

Er sikre på vi også kan finde nogle musikere, der vil deltage i indspilningen. ;)

Vi lever åbenbart i et land hvor selv folk uden tænder må lære at bide fra sig :D
KH
Vibbe

Alt det i skrive om, føles og oplives dobbelt så stærk nå man en dansker kun på papiret. :(

Jeg holdt altid fast ved det hvem jeg er og i dag kan jeg se, at det var min bedste livsforsikring. Ingen kan manipulere med mig......og det er den største gave som jeg har givet mig selv.

Stærkt skriv, Vibbe :kram:

Det er et uhyggeligt samfund vi lever i og nogle gange kan man da godt havde den største lyst til at opgive det hele. Man bliver umyndig gjort, alt hvad man siger skal lige tjekkes op på. Trusler er da også en del af dagligdagen, hvis ikke du møde op der og der på det og det tidspunkt så tager vi dine penge. Jeg må da indrømme at kampen med kommunen, og alle de nedværdigende samtaler og arbejdsprøvninger har givet mig en depression. Det værste er ved at vi bliver behandlet som løgnere og hypokondere.

Heldigvis har jeg min datter, som altid evner at få mit humøret op igen. Hun er knap tre og snakker som et vandfald. Hendes barnlige glæde ved alting smitter af, og minder mig om at livet er andet end smerter og den håbløse kamp med kommunen!

Der kan findes små glæder over alt, selv om det til tider kan være svært.

Accept fra omgivelser
 

Hej

Har tænkt lidt over det her
Måske drejer det med accept først og fremmest at Jeg selv kan acceptere at jeg er syg og vil være det resten af mit liv

Jeg følte ikke FP som en sejr men som et nederlag for mig som person
Selv om det er over 20 år siden jeg røg ud af arbejdsmarkedet
Jeg skulle ikke kæmpe for pension men for at undgå den hvilket så ikke lykkes

Set med fornuftens briller var det nok det rigtige, men at få tæppet trukket væk på den måde var svært
Bruger over en time at skrive det her da min arbejdsskade gør at jeg udtrættes meget hurtigt,så jeg har brug for mange pauser
Ja accepten er der småt med fra andre for de ser mig kun når jeg lige har hvilet
Med FP kom også depressioner .Nogle år efter min arbejdsskade kom der ledgigt/slidgigt i ryg og alle store led så det er lidt træls, og som prikken over iet har jeg fået tinnitus på det ene øre
Gigten kan nu ses på mine fingre så det er da lidt at vise frem når det kommer" hvad laver du så"
Jeg er begyndt at lade være med at svare når der bliver spurgt
Når der insisteres på svar vender jeg ryggen til, så kan vedkommende måske fatte det
Måske er jeg ved at blive en "sur gammel mand" det driller min kone meget med
Det er ikke nok at få FP der skal også læres at leve med den,ikke kun fordi der er færre penge men fordi du hver dag bliver tvunget til at se dig selv som syg


Hilsner til alle
NPH

Fake & Fejl-diagnoser :
 

.

de små glæder ødelægges gang på gang af Læger, kommunal-folk og Sygeplejere, der efter min bedømmelse elsker at nedværdige.
Jeg er mindst lige så voksen og fornuftig som en tilfældig Læge på et Offentligt Hospital, MEN dén diagnose jeg har fået tilklæbet mit person-nummer det giver disse Læger grønt Lys til at de kan tale ned til, ydmyge og fejl-diagnosticere yderligere. Glæder? = 0 med dem i mit Liv.

Min Mor og jeg er altid blevet nedrakket og FEJL-diagnosticerede af Kommunal-læger. Deres uddannelses- niveau? menneskelige niveau? De når hverken min Mor eller jeg til sokkeholderne... da de er indskrænkede, nedværdigende, selvophøjede, tilsvinende, sadistiske vil jeg mene.
( Søren Vendtegodt bliver fanget på færsk gerning med hvad med ALLE de andre talrige opkomlinge Læger? )
Hvad kan der gøres ved det? Hverken min Mor eller jeg har nogensinde haft de diagnoser disse "læger" og personale har pyntet os med. Det er KLART at den anden vej rundt heller ikke er sjov: hvor personer som behøver pensionering ikke kan opnå dette. Vi har så opnået det men med rædsom nedværdigelse til følge....... de skalter og valter? uden hindring? Klager man er det samme type mennesker som sidder og bestemmer OM man får medhold i klagerne.

-------------

i 2010 blev jeg oversået af skovflåter og var tydeligt i livsfare: lægestanden betegnede mig én efter én som havende Parasitofobi... og være hallucineret: Skizofren Paranoid. Jeg synes at deres ´tilsvininger`/ "diagnoser" er smagløse, farlige...... Forinden skovflåt-épisoden havde jeg i forvejen en alvorlig hudlidelse som oprindeligt var noget smitte fra iraner ( måske hans kæledyr / får, geder?) Men dette lavede Lægestanden om til at det også var en art hypokondri, hallucinationer :-S Jeg har simpelthen ikke viden nok til hvordan man kommer ud af alle deres Fejldiagnoser! Det må være svært at være Skizofren Paranoid, men jeg skal lige love for at dét at blive betegnet diagnoser for noget man afgjort ikke er og ikke fejler, det er ... jeg har mistet min tiltro til medmennesker heraf... Måske nogen herinde kan vise mig vej. Jeg har klaget alletænkelige steder, men uden resultat. Det værste er at Folk, andre læger, myndigheder vitterlig hopper på den: De tror på de lægers fake- diagnoser... det er altså en farlig situation at blive betegnet Skizofren Paranoid og at man slet slet ikke er det ( !!! )
Der har bla. været ét par mænd som har brudt ind hos os, samt har udøvet sexuel misbrug...
Hvad kan man klage over når man betegnes Skizofren Paranoid? Så er der Grønt Lys for misbrug af os.
Det hele er et stort mareridt indeni et mareridt: Et mareridt bifaldt af div. uhyggelige "Læger"
(der er også tale om diskrete Lægeforsøg. umulige at klage over, dersom ´man` jo er Paranoid, hallucineret).


-----------------------
Det ville være mig en Glæde at kunne komme i Kontakt med Journalister og afsløre korruptionen i det system.
( mit mobil tel. nr indtil 01- Oktober, hvor dette offentlige nr vil udgå : 2010 2326)
: Lægerne og Kommunalfolk, Socialrådgivere, Sygeplejersker taler bare hinanden efter munden, skriver ens snavs ned i journalerne...
.... de har muligvis flere gode begrundelser, efter deres egen mening, men det er igen blot tilsvining...
Og de ELSKER at tilsvine én og anden ´svækket`person, eller afvise borgeres fysiske skader & behov ( kontrol-freaks)
Det er derfor vigtigt at denslags mennesker IKKE MERE får adgang til disse uddannelser & nøgle-Job
Min diagnose er jo faktisk Løgner :-/ Borderlinefolk lyver, faker meget? de kan blive agressive osv
Jeg har aldrig haft noget af alt dette: vrede, agression o.l. og jeg benytter kun almindelige, sjældne hvide løgne
Mit dåbs-navn betyder Engel... men Lægestanden og Kommunalfolk laver mit person.nr OM til en art Hell´s Angel
Det tåbelige er at alt dette KUN og KUN vedhæftes mit personnummer, dersom jeg slet slet ikke er sådan:
Fremmede mennesker vil IKKE opfatte mig som hverken Hypokonder, Skizofren eller Borderline m.m.
Jeg lægger heller ikke skjul på noget i min karakter. Jeg er simpelthen slet ikke sådan, nærmest modsat.
Det er som at tage ét skridt ind i et mareridt, og ét enkelt skridt så er man ude igen...
Og igen ind i mareriddet, med ALT hvad der er kommunalt. Tro mig, det er meget. Meget er kommunalt.¨
Jeg kan ikke =>
Få revalidering, jobbe med børn ( Skizofren / borderline?!) , jeg kan ikke få en god lægebehandling, ikke få et godt job,
Jeg kan ikke være frivillig hos f.ex. Natteravnene, jeg frarådes nogle selvforsvar-kurser/ yoga m.m.
Mit Liv har været, er et mareridt, på trods af at jeg, af karakter og gemyt, er stik modsat disse diagnoser.