Lige sådan alle skal have lov til at føle med deres FP :)

ja, jeg siger mit arbejde er arbejdsgenerhvervelse .
Jeg forsøger at komme tilbage til arbejdsmarkedet, men samfundet har fundet mig ikke egnet endnu. Derfor mener de jeg skal ha pension så jeg kan bruge tiden på arbejdsgenerhvervelse på den måde jeg selv finder bedst.

Så jeg bruger min dag på arbejdsgenerhvervelse og får løn (førtidspension) for det fordi samfundet mener det er bedst for samfundet.

Jeg tror kun det er tiden der kan lære dig at acceptere tingens tilstand,og det kan tage tid,lang tid og øvelse.

selv er jeg ikke ung,men kan fortælle at jeg har været ledig flexer i" et år 10 ",med mindre og mindre arbejdsevne med tiden.

Når folk spørge mig hvordan kan du få tiden til at gå ,svare jeg som regel det let nok jeg er 4 gange så lang tid om tingene som de fleste andre og så skal jeg have masser af pauser,men nogle folk kan eller vil ikke forstå at man har et handicap.

Dem der ikke forstår det ville nok heller ikke forstå det om jeg så manglede bække ben.
Men er som man er og så gælder det bare om at få det bedste ud af det,med det man har.

At bruge tid og energi på at være flov ,det er at spilde energien.Det må du prøve at komme ud over,og så begynde at se de muligheder du stadig har for at få en godt liv trods alt,find noget du kan gå op i,evt sammen med andre der har samme indtresser .

Håber du med tiden finder det du søger :kram:

Sandie86
 

Åhh.. Hvor jeg kender den følelse, desværre..

Jeg er 31 år og blev tilkendt ftp for 1 år siden, jeg har gennemført 2 uddannelser og har været på arbejdsmarked i 6 år. Jeg har haft 20 forskellige job, har prøvet en masser forskellige uddannelser, været 4 gange på dagpenge og måtte tilsidst smide håndklædet i ringen og indse at jeg ikke kan være på arbejdsmarked mere.

Jeg har en personlighedsforstyrrelse, lider af angst og depressioner som påvirker mit liv hver dag. Jeg har egenlig indset at jeg ikke kommer tilbage på arbejdsmarked, men jeg har det meget svært med at tackle folks fordomme omkring at være ung og være på førtidspension.

Jeg oplever tit at mange slet ikke kender til min diagnose som er Borderline og føler ikke at de forstår mig.

Det er ikke min mening at støde nogen, men nogen gange ville jeg næsten ønske at jeg fejlede noget fysisk i stedet for noget psykisk, for rigtig mange mennesker har svært ved at sætte sig ind i at fejle noget psykisk.

Det er lige som om at de bedre kan forholde sig til hvis de kan se ens lidelser, jeg ved selvfølgelige godt at det også er rigtigt hårdt og svært at fejle noget fysisk.

Kan sagtens følge den tankegang, det er næsten min egen livshistorie. Men jeg har det dog lidt omvendt.

Når jeg ser eller hører om folk med diverse fysiske handicaps, så sætter det ofte min egen psykiske sygdom i perspektiv, og jeg kan ligefrem blive taknemmelig over. Jeg kan trods alt få en forbedring i livskvaliteten af førtidspension
.
Det skal ikke misforståes det her, men nogengange så hjælper det mig at se, at andre har det værre end mig. For det hjælper mig ofte til at fokusere på de ting, som så rent faktisk er gode. Og jeg måske tager for givet.
Men jeg ville helt sikkert ønske, at der ikke var nogen der var hårdere ramt end mig.

Men det er helt rigtigt. Hvor er det svært hvis man prøver at forklare eller retfærdigøre psykisk sygdom.
Efter jeg har fået min egen manglende og sidste diagnose stillet, fandt jeg ud af det var lidt mere alvorligt en jeg regnede med.
Dødeligheden er høj, ca. hver 10'ende med mit handicap, forlader statistisk livet for egen hånd.

Men det tænker jeg ikke på. Jeg tænker at jeg selvfølgelig har et nr. mellem 1-9 i den statestik. Og vil stadig arbejde for at gøre livet bedre, selv om det ikke bliver på arbejdsmarkedet ;)

Psykisk og fysisk sygdom/handicap er ingen skam, men det er en skam at se ned på dem der har det.

[QUOTE=Skumfidus;245967]Er det mig der misser sarkasmen her? Eller mener du vitterlig hvad du skriver?

Nej du har ikke misset sarkasmen .
Jeg vidste godt at det ville afføde reaktioner. - for vel kan man få masser af medfølende ord med på vejen over hvor uretfærdigt livet er - og hallo sådan føler jeg også at omgivelserne behandler mig - men hvad er så resultatet af de medfølende ord - får man det bedre ? og kommer man videre med de strøg over håret.

Det tror jeg ikke - jeg mener, at jo mere man udstiller sig selv som offer for omverdenen jo dårligere får man det psykisk .

lovgivningen er indrettet på at " Vi er tilstede " i samfundet . Der udbetales FP til mennesker der skal have tryghed i form af et beløb der kan dække de mest nødvendige omkostninger for at opretholde et selvstændigt liv - og fleksjob løn til dem det lykkes for at komme tilbage til arbejdsmarkedet.
Jeg kan blot undre mig over at mennesker stadig føler det er nødvendigt at svinge den nihalede pisk over nakken på dem selv .
Jeg ved godt vi alle har dårlige dage hvor vi tænker .... Men det gør altså ikke at vi skal opgive og overgive os til dårlig karma fra andre mennesker.

Jeg er sjovt nok ikke pinlig ved at sige at jeg er førtidspensionist, men jeg synes altså det er pinligt at sige jeg er psykisk syg:eek:

Der er så megen tabu mht psykisk sygdom - specielt psykoser og det faktum, at man kan gå fra ''normal'' til rablende vanvittig inden for et relativt kort tidsrum - det ene tidspunkt har jeg begge ben plantet solidt på jorden, det næste øjeblik kan jeg hænge i lysmasten fordi jeg tror jeg kan flyve:(

Jeg er jo mest i kontakt med forældre, fordi jeg selv har børn, og jeg har simpelthen ikke lyst og mod på at fortælle om hverken mine maniske perioder, mine voldsomme depressioner eller mine ekstreme psykoser, der ligger på grænsen til skizofreni, med forfølgelses vanvid, hallucinationer mm.

Jeg vil helst have, at folk bare ser MIG - sådan som jeg er oftest - og ikke det syge jeg, som alligevel er lukket inde når det er værst.
Jeg kan umuligt forklare folk min verden, da jeg ikke engang selv forstår min verden. Så jeg siger bare jeg er førtidspensionist, ikke andet, så må de selv vælge på den hylde de vil....men i virkeligheden er jeg ret dygtig til at undgå spørgsmålet eller slippe uden om, så jeg ikke behøver at svare:D

Kan kende det alt for godt ....jeg er ved Gud også træt af at der ikke er megen forståelse fra familien ...er blevet førtidspensioneret pga. PTSD og det er jo ikke noget man kan se når man mødes til familiefrokosten....

Jeg kan mærke at familien synes at det er underligt at jeg kan deltage i alle samtaler og er rigtig godt orienteret om samfundet. De havde forventet at jeg var "slået" og ydmyg når jeg nu render og får førtidspension.

Jeg fik erstatning for tab af erhvervsevne og mangler derfor ikke noget. Det har bevirket at jeg to gange denne vinter tager til Thailand.
Jeg kan bare mærke på familien at de simpelt hen ikke kan tåle at jeg tager ud og rejse og hygger mig ....for holdningen er "kan man rejse så kan man også gå på arbejde" .....misundelsen og den brødnid der er kommet ud af det har bevirket at der har været flere familiesammenkomster hvor jeg slet ikke er blevet inviteret.

Så nej det er sgu ikke altid en dans på roser at være førtidspensionist med "usynligt" handicap.....
Nogle gange har jeg lyst til at forsøge at kæmpe mig tilbage til arbejdsmarkedet bare for at undgå alle de latterlige spørgsmål og misundelse.

Jeg vil gerne dele en historie med jer hvor jeg oplevede fordomme/harme for fuld skrue.

Det er som sagt blevet den årstid hvor man kan blive influenzavaccineret. Jeg er altid blevet det på mit arbejde da det var gratis.
Jeg læste så i lokalavisen at det var gratis for førtidspensionister og jeg tænkte fint så booker jeg tid ved lægen.

Da jeg kom til lægeklinikken ville jeg lige spørge sekretæren om det var gratis for førtidspensionister bare for at være helt sikker. Jeg går op til skranken i venteværelset hvor der var en del mennesker. Jeg ønskede jo ikke rigtig at råbe ud i hele lokalet at jeg var førtidspensionist så jeg talte lidt lavt da jeg spurgte sekretæren "jeg er førtidspensionist så er det gratis at blive vaccineret ikke ?"

Jeg kunne tydeligt se at hendes ansigtsudtryk forandrede sig ....hun rejste sig op og pegede på et stykke papir der var på en tavle hvorefter hun råbte "DET ER GRATIS FOR FOLK OVER 65 ÅR" .....lille pause ..det kunne folk så i venteværelset jo konstatere at det ikke var mig (er 44 år) ...så fortsatte hun "DET ER OGSÅ GRATIS FOR FØRTIDSPENSIONISTER" ...så var ALLE i venteværelset klar over at jeg var førtidspensionist.

Nå men jeg sætter mig ned og venter lidt indtil der kommer en sygeplejerske og henter mig. Jeg kommer ind til hende og hun slår mig op på skærmen. Hun spørger "er det noget du selv skal betale" jeg siger nej jeg har lige fået at vide at det er gratis for førtidspensionister af sekretæren.
Hun skifter så også ansigtsudtryk og siger så i en anklagende tone "hvad har du så fået førtidspension på grund af ????"
DESVÆRRE var jeg så paf at jeg bare sagde det ....jeg skulle simpelt hen havde sagt "HVAD RAGER DET DIG OG HVAD HAR DET MED MIN INFLUENZAVACCINATION OG GØRE"

Jeg er så DØDTRÆT at de fordomme man møder som førtidspensionist....mange gange siger jeg til mig selv at folk er åbne og imødekommende men desværre viser virkeligheden sig tit at være en helt anden.

Kan absolut kun genkende hvad du siger...suk !

Selv øver jeg mig også i at blive ærlig omkring at sige tingene som de er, men skammen omkring det forsvinder ikke bare fra den ene dag til den anden :(

Fylder 28 om 14 dage, og ja det sku ikke fordi man ligefrem kan glæde sig på samme måde som førhen, selvom jeg burde... i sidste ende er det vel et spørgsmål om accept overfor sig selv tror jeg ?

Været FTP i godt 1½ år, og ikke meget er blevet nemmere egentligt.
Håber jeg en dag rent faktisk accepterer mig selv, så kan som sagt 100% godt følge hvad du siger (og andre !)

Spørgsmålet om hvad laver du plejer jeg at fyre pladen af med "er langtidssygemeldt", og bliver der spurgt yderligere ind siger jeg det personligt, da min angst ikke kan ses udadtil på mig (heldigvis), og tjaa kommer jeg videre i snak med vedkommende på 2mandshånd har jeg dog heller intet problem ved at sige det, men bryder mig ikke om blot at sige det uden at kan sige hvorfor, og kort opsummere hvorfor det endt som det er :-/

Hej.

Er ny her på siden, fantastisk forum :-)

Jeg er førtidspensionist på 4 år, valgte at forlade DK for 3 år siden lige præcis pga.
spørgsmål og skam som det tråd starten beskriver.

Jeg flyttede til Asien for 3 år siden, og har aldrig været mere lykkelig i mit liv.
Efter 1 år på førtidspension kunne jeg simpelthen ikke klare det mere i DK,
man får bare stemplet, DUR IKKE... Sørgeligt

Herude er jeg værdsat på lige fod som alle dem som jeg kender, og de arbejder allesammen på fuldtid. Jeg tror det er fordi at når man møder folk i DK som arbejder,
og fortæller dem at man får pension så op bygger de et lille indebrændt had til en
(nasserøv) uden at sige noget til en. Derfor vil man med tiden føle sig mere og mere
udelukket fra fællesskabet.

Herude kigger de ikke sådan på mig, da det jo ikke berører deres penge pung eller
skattepenge.

Men jeg føler med jer, jeg kan sagtens huske det. Og jeg er syg pga. nedslidte led, så jeg kan forestille mig hvor svært det må være for dem der går derhjemme med en psykisk
sygdom, det må være ekstremt hårdt.

Mvh, :-)