Jeg hopper lige let og elefant ind ;)
Jeg er træt i hovedet, så jeg kommentere ikke lige nu - gør jeg i aften :)


Jeg vil blot lige give en update, nu computeren alligevel er tændt..
Jeg mødte ind til tiden, var ´på´, en af dem, som er ekstra, spurgte til hvordan jeg havde det, og tårerne trillede lidt, men fik samlet mig .. men kunne godt mærke at den ikke var helt god. Over middag, da ungerne skulle på legepladsen, siger pæd´en (som er hende jeg "står til ansvar overfor") at hun gerne vil have en snak - jamen fint, for jeg vil jo også gerne snakke med hende.. ligesom det jeg har forsøgt siden i tirsdags.

Hun spørger jo så til hvordan jeg har det, hvad det er der presser mig osv. Jeg får (hylende, øv) fortalt at jeg føler mig presset i timeantal, og det med at jeg skal melde skånebehov ud, som fx. at møde tidligere - osv - alt det i allerede ved ;)
At jeg fx. gerne vil møde kl 8, så jeg ikke har et hul imellem aflevering af min søn og til jeg skal møde .. det stejler hun så lidt over, og siger at det ikke kan lade sig gøre - jeg siger jo så til hende, at jeg bliver nød til at være provokerende, og spørge om hvorfor, da jeg jo ikke er med i normeringen .. det korte af det lange er at hun giver sig, men bliver meget mut/forsvarsagtig - hvilket jeg gør hende opmærksom på, og at jeg synes det er meget ubehageligt for mig .. kort og godt, meget ubehagelig situation. Hun siger bla. også "det er jo ikke sent at få fri kl 15 (Men det er det jo for mig, får jeg sagt) "jamen hvis vi skal tænke på arbejdsmarkedet" (nytter jo bare ikke noget, når jeg ikke står i den situation, men står i den situation at jeg skal søge fleks, og finde mine skånebehov, for at kunne fungere)
Hun siger noget i stil af "engang imellem synes jeg bare at vi kun skal give og give, ikke lige din konkrete situation, men.." mit svar er at jeg bestemt synes jeg giver noget igen, hvilket hun også må give mig ret i .."det er bare om eftermiddagen vi ofte har brug for ekstra hjælp.. om formiddagen er der jo X" (en i skånejob)

Men men men hun giver sig, og jeg får også sagt, at jeg skal blive bedre til at gå før tid, når jeg kan mærke at det ikke går, hvor hun så siger, at det nok også bliver nemmere for min pligtopfyldenhed, om formiddagen, da der er flere mennesker der, og jeg derfor ikke så nemt står med en følelse af at lade nogen i stikken.

Jeg er bundærlig overfor hende, med at mit overskud ikke hænger sammen, at jeg er piv ræd for ikke at kunne give min søn nok, hvis det forsætter .. og jeg tud-brøler .. og jeg tror hun endelig forstår, at det ikke er for at være på tværs, men fordi jeg bare ikke kan

Men det korte af det lange er, at jeg ikke skal op i tid lige nu, og at jeg har faste stabile mødetider, lige fra morgenstunden, på mandag :D

Men hold da op hvor er jeg træt i mit hovede idag .. meldte også ud efter samtalen, at jeg altså gik hjem, for jeg er i den grad tudevorn og træt nu.
men jeg fik sagt fra, og jeg holdte på mit - OG det blev en ok situation til sidst

Super indlæg Gizmo, Hejdien og ikke mindst 6080, godt at høre det fra den anden side også. Man kunne virkelig ønske at kommunerne gav sig bedre tid til at forklare arbejdspladsen at det de får ved en arbejdsprøvning altså ikke bare er gratis medarbejder, men en hel masse andet, det gør de bare ikke - generelt..

Om hvorvidt medarbejderne vil forstå social angst eller generaliseret angst og personlighedsforstyrrelse, det ved jeg nu ikke. Nogle vil nok tænke, jamen hun har da ikke noget at være bange for, så jeg ved ikke om jeg er helt enig i at man fortæller om sine diagnoser, det kan sætte lidt mere pres på én selv måske ?

WTD, da jeg læste din tråd i starten tænkte jeg, hold da op, at starte på 20 timer, det er da rigtigt meget!!. I starten skal man jo lige lære det hele at kende, personerne, arbejdsforholdene osv. osv. Måske har du fået for meget på en gang ? Jeg huskede at da jeg sluttede min første arbejdsprøvning og kommunen sagde at timerne 10 - 12 ikke var nok til fleks, da arbejdspladsen ikke kunne bruge mig "økonomisk". Så tænkte jeg godt så finder jeg bare et nyt sted og klare de 15 timer der skal til. Det var jo "bare" at starte med 2 timer om dagen og det kunne blive fra kl. 10 - 12, hvor svært kan det være. Halleluja, der var det så at jeg efter 3 uger røg på psyk med tvangstanker og alt muligt l... jeg kunne ikke røre mig ud af flækken men ville bare ligge og have noget beroligende i en fart.

Så pas på, som vi siger, måske skulle du drosle ned til 12 timer om ugen og så se hvordan det går til du lære at håndtere dig selv. Du må ikke græde, for det er med garanti din grænse der går dertil og ikke længere. Græder du forinden er fordi du allerede har overskredet den og det er det du skal have rådet bod på. Så sæt dig ned og skriv hvordan din uge på bedste vis kunne se ud og er du nødt til at gå ned i tid, selv ud fra de oprindelige 20 timer, så er det det.

Som jeg tidligere har sagt er det eneste din sagsbehandler ønsker er at du har det godt og gør det du kan klare. Hun håber sikkert også at du har fundet DINE skånebehov. Jeg husker selv at jeg nærmest skreg til himlen om at kommunen skulle stille skånebehov for mig for jeg havde ingen anelse om hvad de lige skulle være, men det er klart det er jo kun os selv der kan stille dem. Og ser man simpelt på det er det jo ikke så svært at tænke mandag, der skal jeg lige igang og der vil jeg helst møde kl. 10 - 12. Du er nødt til at glemme hvordan du passer bedst ind i deres skema dernede og hvad de andre nu vil sige, det er dig det handler om.

Kh. EE

HERRE GODT WTD. Hvor er det godt at du siger fra. Husk nu at holde på at det er for din skyld at der skal være skånebehov, ikke give din søn "skylden", du skal ikke have "aflastning" i hjemmet, men på arbejdspladsen ;)

Men skidegodt at du lige fik vendt bøtten og sat hende "den genstridige" på plads kan man vel godt sige, de må løse deres eget pusle spil på en anden måde.

Nu bliver det da en dejlig weekend i den lille familie skulle man mene:D

God weekend.

EE

Det er skam også for min skyld - men min søn er min store bekymring, ham SKAL der være plads, tid, overskud til - jeg er ikke god til at sige fra, når det gælder mig, men der SKAL siges fra, når jeg ikke har overskud til ham - egentlig min indikator for hvornår nok er nok .. og nej, det er ikke aflastning i hjemmet, men jeg skal "aflastes" med timeantal osv, så jeg også fungere hjemme jo :)

Nå, men NU skal jeg vist lige stirre ind i væggen en times tid :p

Hvor dejligt at høre, du fik "trumfet" dine behov igennem, WTD.
Jeg håber, du har fået lidt mere ro på, så du kan nyde weekenden. :kram:

Jeg vil lige tilføje her at når der etableres en arbejdsprøvning skal man selv være med til at give lov til hvad der må oplyses og hvad der ikke må oplyses til stedet man er , feks har jeg hele tiden haft det sådan at det for mit vedkommen drejede sig om mine skånehensyn (som jo var klarlagt andet sted fra og via diagnoser ) og at mine diagnoser sådan set ikke ragede andre...

De seneste år har jeg så selv blødt lidt op og sagt at der godt måtte gives diagnoser og skånehensyn ...

MEN i følge loven må jobkonsulenten faktisk ikke informere medarbejderene , det er lederen (den man er tilknyttet også ) som skal have at vide hvad der er galt og hvor fokus skal ligge (lige en forklaring til hvorfor i 6080 måske ikke fik noget at vide på stuerne når i havde folk i arbejdsprøvning ) :)

man har altid mulighed for at bede jobkonsulenten eller leder om at informere evt kollegaer om hvad der er galt og hvad evt skånehensyn er ... men det er noget man selv skal bede om eller give tilladelse til ...

Og skal lige sige at det kan være en GOD ide at få det formidlet videre til kollegaer ...

Det sidste sted jeg var i arbejdsprøvning havde jeg en fed chef , han spurgte om jeg selv ville forklare til mine kolleager hvordan jeg havde det hvad mine skånehensyn var og jeg skulle kun oplyse om det jeg selv syntes var relevant ..

Det sagde jeg ja til første dag jeg kom blev alle kollegaer kaldt i mødelokalet (ikke fed situation for os der skal fortælle he he ) men der var købt ind til morgenbrød og kaffe så de andre var sgi glade for det afbræk i hverdagen ..

Min chef fortalte lidt om hvem jeg var hvor jeg kom fra osv (og jeg var i en fodboldklub så skulle naturligvis lige stå lidt til regnskab for at jeg var FCK tilhænger ha ha ) og de spurgte så ind til hvad jeg kunne og ikke kunne, min chef fortalte lidt om hvilke funktioner der var tiltænkt mig (og igen suprise reva havde lovet ham at de ville få noget helt andet end det jeg kunne ) men de besluttede sig heldigvis for at beholde mig alligevel ...

Jeg fortalte om mine skånehensyn hjulpet på vej af deres spørgsmål og da dagligdagen startede viste det sig at være en rigtig god ide .. for jeg er bare ikke god til at sige fra, så når der var rigtig travlt og en eller anden lige forglemte sig og satte mig til noget jeg ikke kunne klare i længden , så var der altid en af de andre kollegaer der brød ind og spurgte hvad hulen vi lavede ....

Hele vejen igennem var klubben på min side og det blev deres udtale der gjorde at det blev pension ...

og bagefter ansatte de endda en flekser til det job jeg skulle have lavet i arbejdsprøvning ...

SÅ husk der er grænser for hvad jobkonsulenten må sige om jer , men man kan selv være med til at gøre det klart for alle hvad det er der er fokus på hvad der er af skånehensyn osv...

Det er grænseoverskridende men det kan vise sig at være det bedste man har lavet til dato :)

Jeg var ikke klar over, at lederen ikke måtte fortælle personalet om skånehensyn, og det er nok derfor vi aldrig fik noget at vide. Det er bare ekstra frygteligt, for den syge får jo så ikke de optimale forhold eller opbakning :(

Men. :) godt du fik sagt fra !!! Godt gået :)

Rigtig god weekend

Super flot at du fik sagt fra. :kram::kram::kram:

QUOTE=Whattodo;136421]

Hun siger noget i stil af "engang imellem synes jeg bare at vi kun skal give og give, ikke lige din konkrete situation, men.." [/QUOTE]

Det er sagen totalt og aldeles uvedkommende, om du "giver noget".:mad:

I min sidste praktik/arb.prøvning "gav" jeg dælme ikke meget, men alligevel fik jeg en superfin behandling.

Hvis praktikstedet har en vis forventning om at "modtage", bør de nok revurdere, om de nu også er egnet som praktiksted.

Disse ting synes jeg du skal informere sagsbeh. og jobkonsulent om.

Godt du fik sagt fra.

Fik sat mit videre svar ind i anden tråd.undskyld.

VH Popiae

Tusind tak gizmo :kram:

De læge/psykiater udtalelser jeg har fået i sin tid, der har de egentlig ikke koncenteret sig om at beskrive hvad min pers.for. gør for min arbejdsevne .. men fx. at jeg spærer ben for mig selv med mine forsvarsmekanisker - hvor jeg jo kan læse, at de anerkender at dine er der, og de er en del af ens tilstand :)

Jeg kom i behandling, som 22 årig .. og ja, jeg er så 29 nu .. og siden jeg var 18 har jeg været on/off inde i kommunens system .. tør ikke tælle sammen, hvor mange år jeg til sammen har været på kontanthjælp - nasser det er mig :D haha .. ej nu må de snart give mig den credit, at jeg ikke sidder fast i systemet for sjov, og give mig lidt ro.

Pt. er jeg ikke i behandling, og har ikke været det i ca . 1½ år, så kommunen har snakket om at indhente en ny psykiater vurdering på mig - fra en psykiater jeg ikke har været ved før .. er da ligefør jeg ser frem til det